Gå til indhold
Spring menu

Styrkeprøven

Stationen
"Styrkeprøven  2026" kommer til Trekantområdet og Vestfyn
Start nr. 24 – Franklin 9B, Touring fra 1919 – bilen er med træramme, luftkølet motor og aluminiumskarosseri – den har kørt i Norge fra ny, og ejes og køres i dag af Trude Stray Gjerkeseth, fra Oslo, der har Åge Jan Barlund med i co-driver sædet
Styrkeprøven er et veteranbiltræf for køretøjer fra før 1926. Løbet startede i Norge i 1983 og går på skift mellem de 3 Nordiske lande. Det er Norsk Veteranvogn Klubb i Norge og Automobilhistoriska Klubben i Sverige og Dansk Veteranbil Klub i Danmark der er ansvarlige arrangører af arrangementet. Denne gang er det så Danmarks tur, og Dansk Veteranbil Klub har i år tilrettelagt Styrkeprøve-løbet nr. 41, med omdrejningspunkt omkring Lillebælt.
Start nr. 41 – Bugatti Type 13 Brescia fra 1923 - Type 13 fik tilnavnet Brescia , efter succes i 1921 i Brescia løbet af samme navn, og grundlagde hermed mærkets berømmelse i motorsport. Motor 4cylindret på knap 1400cc og 4 ventiler pr cylinder. Effekt ca. 40Hk. Vægt 650kg. Genopbygget i 50erne i England og forsynet med sportspræget karosseri i starten af 70erne af engelske Bugattiekspert Peter Hampton, og forsynet med kobberskærme og bensintank – Kørt af Michael Elsberg og Anette Elsberg fra Vanløse
Selve løbet starter fredag, den 7. august, hvor deltagerne fra Kl. 9:00 kører ud på ruten, som fører dem via Pjedsted, Høll, Hvidbjerg, Mørkholt, Gårslev, Brejning, Andkær Vig til Munkebjerg Hotel, Munkebjergvej 125, 7100 Vejle, hvor der er frokost kl. 12:00. Efter frokosten får ruten via Vejle, Skibet, til Bindeballe Købmandsgård, Bindeballe, Bindeballevej 100, 7183 Randbøl, hvor der er kaffepause ca. kl. 15:00. Opstilling af de flotte køretøjer sker på marken bag de 3 Veterantogvogne - der holder åben cafe på Bindeballe station. Både ved frokostpausen og ved kaffepausen vil der være mulighed for at se flotte veteranbiler tæt på.
Start nr. 52 – Hupmobile RRS, årgang 1924 - Bilen er fundet i Australien, og har nu været i DK 2004. Længste køretur på egne hjul var til Styrkeprøven i Sverige. Køres af Bent Friis, med formanden for Dansk Veteranbil Klub, Dorte Stadil i co-driver sædet.
Når kaffen er nydt på Bindeballe Købmandsgård, køres der videre til Tørskind Grusgrav, Tørskindvej 98A, 6040 Egtved, hvor bilerne forventes kl. ca. 16:15. Tørskind Grusgrav -Robert Jacobsens Grusgrav - er berømt for Landskabsskulpturen, der er skabt i sidste halvdel af 1980'erne af Danmarks Store Robert, billedkunstneren Robert Jacobsen, der boede i Tågelund i nærheden af Tørskind. Efter besøget i Tørskind Grusgrav, køres der via Egtved, Dons, Almind, Møsvrå, Eltang og Gudsø tilbage til Hotel Trinity, som afslutning på førstedagen.
Start nr. 55 – Buick Standard Roadster, årgang 1925 – Ejet af Strib Automobilmuseum – kørt af Jørgen Hindsgaul, Strib Automobilmuseum med Jørn Egedal, Strib Automobilmuseum som co-driver.
Løbet er arrangeret af Dansk Veteranbil Klub, med formand Dorte Stadil som løbsansvarlig, assisteret af Bent Friis.
Der deltager 56 veteranbiler, fordelt fra de tre deltagerlande, heraf 35 fra Danmark

 
Fredag, den 7. august
         
Kl. 9:30
Individuel start fra Hotel Trinity, Gl Færgevej 30, 7000 Fredericia
                           
Kl. ca.12:00
frokost på Munkebjerg Hotel, Munkebjergvej 125, 7100 Vejle
            
Kl. ca.15:00
Kaffepause ved Bindeballe Købmandsgård, Bindeballevej 100, 7183 Randbøl
            
Kl. ca.16:15
Pause i Tørskind Grusgrav - Robert Jacobsen kunst, Tørskindvej 98A, 6040 Egtved
Bindeballe Købmandsgård, Bindeballevej 100, 7183 Randbøl - Tlf. 75 88 33 83
Copyright © Bindeballe Købmandsgård
Tilbage til indhold